Alle har vist efterhånden hørt om den enorme
mængede sandart der efter sigende skulle være i Arresø. Biologerne taler om at
der er tale om en biologisk katastrofe, det skulle være sådan at den enorme
mængde sandart der er i søen skulle have ædt en 4-5 årgange af skaller og brasen, så der efterhånden
kun skulle være rovfisk og store brasner og skaller ( læs: så store at sandarten
ikke kan gabe over dem) tilbage i søen. Ulf og jeg besluttede at vi ville op og
se om der var noget om sagen.
Vi startede ud fra Ramløse havn ved 17.30 tiden. Da vi var kommet ca. 50 meter
væk fra havnen faldt dybden til omkring 2.5 meter, så vi søsatte vores woblere.
Der gik ikke ret langt tid før der var hug på den ene af stængerne og vi kunne
lande en fin lille sandart på 52 cm.
Sandarten røg ned i dammen og og woblerne blev sat igen. Efter ca. 20 minutter
var der igen bud efter den samme wobler, en 9 cm Rappala, og nok en sandart fik
plads i dammen, da den også var over mindstemålet på 50 cm. Vi var begyndt at
eksperimentere lidt da det så ud som om at de andre agn vi havde ude ikke
rigtigt kunne fange fisk. Vi prøvede mange forskellige woblere og spinnere, før
vi endte med en lille bomber samt 2 stk. af de gode gamle ABU hi-lo på 26 gram,
Rapalaen blev selvfølgelig ikke udskiftet da den jo allerede havde fanget 2
fisk.
Vi roede lidt mere rundt i området omkring havnen, da det blæste en hel del. Det
skal lige nævnes at Arresø ikke er en sø man skal tage ud på hvis det blæser,
den er utrolig stor og vindfølsom og da man kun må bruge rugbrødsmotor så er det
ikke en sø man skal spøge med.
I løbet af den næste times tid var det Hi-lo woblerne der havde kronede dage, for
Ulf fik fyldt 3 fine sandart i dammen uden at jeg havde et hug. Da det
efterhånden var ved at blive mørkt satte vi kurs mod havnen, vi havde aftalt at
vi ville dørge næsten helt ind til havnen. Da vi var ca. 100 meter fra havnen
var der endelig fisk på den lille Bomber wobler. Så alt i alt fik vi 6 sandart
der alle var over 50 cm. De vejede fra ca. 1.5 kg til 1.8 så det med at de
skulle være udsultede og magre kan jeg ikke helt få til at stemme, da vi åbnede
dem var der flomme og begyndende rogn i dem. Så hvis du skulle have lyst til at
fange et par sandart, så er det bare med at komme af sted. Fiskeringen, Danmarks
Sportsfiskerforbund samt LF har alle båd liggende i Ramløse Havn.
6 dejlige sandart på mellem 50 og 55 cm.
Solnedgang over Arresø